Er det en skam at tabe til holdet der, inden dagens kamp, lå nummer 2 ??. Nej, bestemt ikke, og selvom HIF, set over hele kampen, gjorde en god figur, så var Silkeborg lige præcis den tand skarpere. Der skulle blot gå 6 minutter, førend HIF måtte kapitulere. Efter et hjørnespark, heades bolden ud i feltet, og her står en fri Anders Hagelskær der, med lidt hjælp fra et HIF-ben, bringer Silkeborg i front. Det virker som om, at HIF herefter vågner op, og får sat et pres, men SIF svarer godt for sig. Efter en lille halv time, får HIF kampens, indtil nu, største chance. En bold sendes højt i feltet, og Stefan Nygaard kommer højest, tæt under mål, men hans hovedstød reddes, med en formidabel målmandspræstation, til hjørnespark. Og så, i det 40. minut går det galt. Først mister Magnus Fredslund bolden, efter forsøg på at drible rundt foran eget felt, men Filip Djukc kommer fremragende ud, og får en fod på, til indkast midt på HIF's banehalvdel. Dette tages hurtigt, og pludselig står en helt fri "plaffeminister" Ronnie Schwartz i HIF-feltet, og med et fladt spark, bringer han SIF i front med 0-2. Dette bliver også resultatet af 1. halvleg.
I anden halvleg har HIF stadigvæk bolden meget, men Silkeborg får lukket godt af. Der bliver spillet meget fremad, men HIF mangler lige den sidste skarphed. Den allerstørste chance opstår, da en Silkeborg-forsvarer, med brystet, vil lægge tilbage til egen målmand, men der er ingen, og dog, SIF's målmand (Oscar Hedvall), får smidt sig, og redder til hjørnespark. Og så slutter det med, at HIF redder 0-0 i anden halvleg, og trods nederlaget, spiller en god kamp. Heldigvis flasker de andre resultater i bunden sig således, at Hvidovre stadigvæk er over stregen.
Cheftræner, Per Frandsen: Silkeborg havde lige lidt mere kvalitet i begge felter. Vi kommer godt med, trods scoringen i første halvleg, men får alligevel givet det væk til sidst, hvor Silkeborg kommer på 2-0. SIF var overraskende gode defensivt, og kom hele tiden i vejen for vores opspil. Vi kan ikke klandre vores spillere for nederlaget, for de forsøgte virkelig at komme med.