Sportschefens bil var læsset med HIF huer, halstørklæder og ikke mindst spillertrøjer, da han i sidste uge var forbi Hvidovre Kommune. Anledningen var, at Hvidovre havde besøg af en flok ukrainske børn, der for en stund var i Danmark for at få et afbræk fra krigens rasen.
Forud for besøget havde Peter Lassen trykt børnenes navne på trøjerne, så de fik et personligt minde med fra Danmark.
”Det gjorde et stort indtryk at møde børn fra en krigszone, og det betyder så meget for os som klub at kunne give tilbage, så da vi blev spurgt, om vi ville donere trøjer og merchandise, var det en no brainer,” siger sportschefen om besøget.
Besøget i Danmark var et samarbejde mellem Hvidovre Kommune og foreningen Free Sky, som støtter ukrainske flygtninge ved at skabe lyspunkter i en svær hverdag.
”Vi har et godt samarbejde med Hvidovre Kommune, og støtter gerne lokalt – det er sådan vi er,” afslutter Peter Lassen.
Er du interesseret i at støtte foreningen og vide mere om, hvordan du kan hjælpe ukrainske flygtninge i Danmark, kan du kontakte stifteren af foreningen Maiken Larsen på freesky@outlook.dk.