Kastrup - HIF, Pokalen: 1-2

6. august 2024 - Michael Hentrich

Så var det tid til, at årets pokal-turnering skulle sparkes i gang for Hvidovres vedkommende. Modstanderen var Kastrup Boldklub, som vi senest har mødt for 31 år siden i 1993. Per Frandsen havde givet debut til to af de unge spillere, målmand Anders Ravn og centerforsvarer Benjamin Meibom.


"Papa" scorer til 0-1. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Kampen er kun to minutter gammel, da Kastrups Oskar Munk Egestorp sætter fart på deres venstrekant, og sprinter fra Magnus Fredslund. Han når ned og får lagt i feltet, men her får Meibom ryddet op. Et Kastrup-boldtab i det 4. minut sætter fart i et HIF-angreb. Martin Spelmann får spillet fladt ind i feltet til Mathias Andreasen, som afslutter, men bolden tager undersiden af Kastrup-forsvarerens fod, og målmanden kan let samle op. Minuttet senere får Kastrup et hjørnespark, der heldigvis heades over målet. 8. minut, får HIF en kæmpechance, da bolden, efter et godt HIF-pres ender hos Andreasen, der dog sparker ved siden af målet. 9. minut, er Kastrup tæt på, da de får overspillet HIF-forsvaret, men afslutningen er heldigvis for svag, og der kommer ikke videre ud af dette. 10. minut, endelig. Et godt angreb, der startes op i HIFs venstre side, bliver sendt ind midt for mål til Mathias Andreasen, der sender bolden videre mod højre til Jeffrey "Papa" Adjei-Broni, som tager et enkelt træk, og hamrer bolden i nettet ved modsatte stolpe uden chance for Kastrups målmand. 0-1, og en fuldt fortjent føring.


Benjamin Meibom har gjort det til 0-2. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

14. minut endnu et godt HIF-angreb, men denne gang sparker "Papa" langt over mål. De næste 10 minutter sker der ikke det helt store, men HIF presser dog på. I det 27. får Kastrup endnu et hjørnespark, og de holder presset efter det er taget, og kommer frem til en afslutning, som Anders Ravn dog kan følge hele vejen, og griber ud. 29. minut, Spelmann tryller. Først får han sendt bolden højt til vejrs, og da den dumper ned igen, står han med ryggen mod mål, men forsøger alligevel med hælen, at sende bolden mod mål, men desværre går den ved siden af. 33. minut. Andreasen stikkes dybt og afslutter i feltet, men målmanden kommer ud og blokerer til hjørnespark. Her opstår et voldsomt klumpspil i det lille felt, og pludselig dumper en løs bold ned foran Benjamin Meibom, og med et debutantmål, sender han HIF på 0-2. I det 36 minut bliver "Papa" fældet i feltet, og det ligner unægteligt et straffespark. Dommerens fløjte er dog tavs. 38. minut nu ser det ud til at Kastrup er efter "Papa", og en voldsom tackling bagefter, giver kun gult kort. Og så, i det 41. minut, ser vi hvor hurtigt det kan gå. En lynende hurtig Kastrup-kontra, hvor man lader bolden spille fladt fra højre mod venstre, ender hos Kastrups Jesper Sommer, og med en hurtig afslutning, udenfor Anders Ravns rækkevidde, reducerer han HIFs føring. Det bliver til et par mindre muligheder yderligere i første halvleg, men stillingen holder til pausen.

HIF har haft bolden mest, men er stadig uskarpe, når de når frem til målet.


Frederik Høgh kommer højest, men header over mål.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

51. minut. En gigantisk chance til HIF. Marius Papuga trækker i feltet og afslutter, men riposten ryger ud til Spelmann, der dog afslutter langt over mål. 53. minut. "Papa" fældes i Kastrup-feltet, men dommerens fløjte er tavs. Spillet fortsætter ganske kort, men så pludseligt fløjter han alligevel, for at give "Papa" gult for film. En lidt sløset tilbagelægning fra Lysholm bliver ikke hård nok, men heldigvis får Lysholm løbet boden op, og får selv fat igen. 56. minut. Der bliver nipset lidt meget på midten, og så snupper Kastrup bolden. Det går dog heldigvis for langsomt, og HIF-spillerne kan nå hjem igen. 62. minut. HIF holder presset efter et hjørnespark, og Mathias Gehrt forsøger sig, men skuddet går langt forbi målet. 64. minut Frederik Høgh forsøger med et skud udefra, men målmanden får pareret til hjørnespark. Et udmærket HIF-angreb i det 65. minut, hvor Papuga sender bolden ud til siden, hvor "Papa" modtager, og afslutter, men langt over mål. 68. minut. HIF presser på. Andreas Smed får sendt bolden godt ind i feltet, hvor Høgh prikker videre, men en Kastrup-forsvarer giver hjørnespark. 78. minut. Det er stadigvæk spil til et mål, men HIF er simpelthen ikke gode nok til at udnytte overtaget. Lysholm får dog sparket bolden efter målet. 81. minut. Det brænder på hos Kastrup, der må give hjørnespark. 86. minut. HIF har frispark lige uden for felt. Lirim Qamili sender et glimrende spark afsted, men målmanden redder til nok et hjørnespark. Her kommer Qamili højest, men hans hovedstød bliver desværre reddet på målstregen. Til sidst 4 minutter inde i overtiden, får Kastrup et frispark i deres højreside. Vel nok nærmest den eneste gang de er over stregen i anden halvleg. Bolden sendes højt i feltet og dumper ned til en Kastrup-spiller, der afslutter bagom sig selv.

Man frygtede lidt, at Kastrup skulle komme frem til en scoring a la den, de får i første halvleg, og vi så skulle trækkes med en forlængelse. Men heldigvis holder HIF stand, og er med i bowlen på fredag, når der trækkes lod til anden runde.

Hva' si'r du til det Frandsen ?. - "Jeg tror aldrig jeg har set at vi har brændt så mange chancer, det er jo på det nærmeste 15 vi har. Men det er godt at se, de unge komme i kamp. Resultatet er fint nok, Kastrup har jo ikke et skud på mål i 2. halvleg, og er nærmest ikke over midterlinjen."

Kampinfo


Marius Papuga. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.