Hvidovre IF, var fredag taget en tur vest på, da FC Fredericia bød op i Nordic Bet Ligaen. Det blev en meget lige forestilling i 1. halvleg, hvor det var småt med chancer. Frederik Carlsen har den første efter et lille kvart, da han opsnapper et svagt udspark fra Fredericias målmand, og han går mod feltet. Men halvvejs inde i feltet, bliver hans afslutning taklet til hjørnespark. 10 minutter senere, ender et godt angreb i feltet, efter indlæg fra Frederik Carlsen, men desværre går afslutningen over mål. Vi skal helt frem til det 41. minut, førend Fredericia viser lidt tænder. En hård afslutning i feltet, når Matti Olsen lige at få en meget lang fod på, og sendt til hjørne, der ikke kommer noget ud af. Men HIF får etableret et kontraangreb, som giver et godt pres, der ender hos Tobias Thomsen ved kanten af feltet, lige foran mål, men han sparker lige på målmanden. Ellers foregår det meste af spillet ude i banen i første halvleg.
Anden halvleg er blot et minut gammel, da HIF kombinerer godt igennem, og bolden ender hos Nicklas Halse, der afslutter, men målmanden kan følge bolden hele vejen, og holder fast. Og så kommer Fredericia frem til kampens, indtil nu, største chance, da en dyb stikning sendes ned til lynhurtige Samsom Iyede, og han går mod baglinjen og sender bolden ind gennem det lille felt, hvor en spiller forsøger at komme frem, men bolden går over hans udstrakte ben, og hele vejen over til indkast. Det er dog stadig en lige kamp, hvor begge hold skiftes til at forsøge et pres. Men i det 65. minut går det galt. HIF-forsvaret bliver løbet over ende af netop Samsom Iyede igen, og inde i feltet, lidt til venstre for målet, sparker han bolden ind, uden chance for Marco Brylov. Der kunne dog være bragt balance i regnskabet allerede minuttet efter, men Marcus Lindberg kommer lige akkurat ikke langt nok frem til indlægget i det lille felt. Fredericia kunne have øget føringen, med et kvarter tilbage, da Matti Olsen mister bolden til Samson Iyede, og han går mod Brylov, der går ud og gør sig bred, og får en lap på bolden, som springer tilbage til Samson, som forsøger igen, men nu er Matti nået tilbage og han får stoppet bolden, der springer tilbage til Brylov, som griber. HIF forsøger lidt med høje bolde, at lægge et pres, men der kommer ikke noget ud af det. I det 83. minut river Matti Olsen en Fredericia-spiller omkuld, da han forsøger at bryde igennem, og han får korrekt det gule kort. Da han dog allerede har et gult kort for brok ved scoringen, så bliver farven skiftet til rød, og en tidlig tur i bad. 5 minutter før ordinær tid, får HIF et frispark, som Kim Aabech lynhurtigt sender frem til Tobias Thomsen, men hans afslutning kort inde i feltet, går ved siden af.
Alt i alt en meget lige kamp, men Fredericia havde lige en spiller, der gjorde forskellen, nemlig Samsom Iyede. HIF faldt dog lidt i anden halvleg, hvor holdet havde været bedst i 1. halvleg.
Cheftræner, Per Frandsen: Vi er selvfølgelig skuffede. Vi rammer slet ikke niveau, og selvom de stort set ikke har noget i første halvleg, hvor vi har de to største chancer til Carlo (Frederik Carlsen, red.) og Tube (Tobias Thomsen, red.), så har de dog alligevel nogle gode folk, Samson Iyede for eksempel, som gør forskellen.