Sejren regnede væk på Pro Ventilation Arena

18. februar 2024 - Karsten Madsen

Så oprandt dagen, hvor turneringen i Superligaen skulle genoptages, efter 2 måneders pause. Med regnen silende ned over Pro Ventilation Arena, blev kampen sat i gang. HIF starter fint ud, og sidder meget på bolden, men det skulle dog blive Randers FC, som kom frem til den første store chance, da bolden spilles fladt uden om Matti Olsen, og frem til Mohammed Gadafi Fuseini, som lige får strukket foden frem, men Kappenberger i Hvidovre-målet, får gjort sig glimrende bred, og blokerer afslutningen. Det er stadig HIF, der har teten, og i det 10. minut sætter debutanten Thomas Jørgensen, som HIF har lejet i FCK, og Jeffrey "Papa" Adjei-Broni fart i højresiden, og sidstnævnte får spillet skråt ind i feltet, hvor Martin Spelman får afsluttet, men sender bolden få centimeter forbi stolpen. Et boldtab midt på HIFs banehalvdel, bringer Randers i angreb i det 14. minut, men afslutningen bliver sendt langt ved siden af. På det efterfølgende angreb, forsøger Ahmed Iljazovski at lægge højt i feltet, men rammer en Randers-spiller på armen, og der dømmes frispark. Dette sender Marc Nielsen mod bageste stolpe, hvor Lirim Qamili header på tværs, og Matti Olsen er meget tæt på at få skubbet bolden over stregen, men den ryger lige forbi. En kæmpe chance. Og så, i det 23. minut, sendes bolden i Randers-feltet, og her rammer den en Randers-spiller på armen, og der fløjtes for straffespark til HIF. Lirim Qamili sættes til at sparke, og han sender Randers-målmanden til den ene side, og sparker tørt ind i den anden. En fuld fortjent føring til HIF.

HIF har stadig spillet efter scoringen, og det 37. minut, rammer et fladt indlæg en Randers-forsvarer, og er lige ved at ryge i mål, men bolden går forbi, desværre. Det fortsætter med HIF som spilstyrende i resten af halvlegen, men der kommer ikke flere chancer, og spillerne kan gå til pause, med føring til HIF.

Anden halvleg er blot 5. minutter gammel, da Randers får udlignet. Et lidt passivt forsvar kigger lidt for meget på, da Lasso Coulibaly får en lang tå på en ripost. Lidt en kold dukkert, for et HIF-mandskab, der indtil nu, har haft fuld ære af kampen. Bolden er dårligt givet op, førend Mohammed Gadafi Fuseini snupper bolden, og går mod HIF-målet. Kappenberger løber ud, men bliver rundet, og så er Randers i front. I det 59. minut får Simen Nordli pludselig lov til at stå helt fri i Hvidovre-feltet, og upresset, kan han blot sparke til, og så er Randers i front med 3-1. HIFs spil har bestemt ikke været fantastisk her i anden halvleg. Og man sidder og frygter en større afklapsning. Men spillet bliver stabiliseret, og selvom HIF prøver i resten af halvlegen, så er det ikke mange chancer der kommer ud af det. Det gør der så heller ikke fra Randers side, og så slutter kampen med de 3-1 til Randers.

Hvad si'r du til det, Frandsen?: "Vi spiller en rigtig fin 1. halvleg, men vi laver nogle kæmpe fejl, som koster i 2. halvleg. Det er en god kamp i perioder, men når vi så ikke spiller godt, så koster det."

Kampstatistik