Så er vi nået til næstsidste kamp i Superligaen, da Vejle tager i mod i Nørreskoven. Der skulle revancheres for indsatsen i torsdags mod OB, så der kunne efterlades et bedre indtryk. Men desværre - kun 2 minutter er spillet, da bolden bliver pillet fra Magnus Fredslund lige uden for feltet, af German Onughka, der kommer bagfra, nede fra HIF-feltet, og han vender straks rundt, og ind i HIF-feltet, hvor han udplacerer Filip Djukic. Nå, men der er jo stadig 88 minutter tilbage, og det kan hurtigt vende. Indtil det 6. minut, hvor det er Thomas Jørgensens tur til at miste bolden ved kanten af HIF-feltet til en VB-spiller, som hurtigt sparker ind foran mål, hvor German Onughka igen er på pletten, og sætter hovedet på, og bringer Vejle på 2-0. Puh, noget af en hård start. I det 9. minut er HIF endelig kommet frem, og det kaster et frispark af sig, på kanten af VB-feltet i højre side. Thomas Jørgensen sparker, højt, og desværre også så højt, at bolden ryger over baglinjen modsat. Et lynhurtigt Vejle-angreb i deres højreside, bliver sparket fladt ind i feltet, men Djukic er på plads, og får smidt sig og erobret bolden. En løs opdækning i feltet giver mulighed til en helt fri Vejle-angriber, men Djukic hiver en glimrende redning på afslutningen. Djukic redder os igen i det 34. minut, da Vejle er ved at smutte igennem, hvor han får smidt sig og holder fast.
Ovenpå en hård start, får HIF stabiliseret spillet lidt mere, men helt godt bliver det ikke - og det er svært for angriberne at komme frem til noget brugbart.
Anden halvleg starter som første slutter, med en masse spil ude på banen, men ikke mange muligheder. I det 62. minut får HIF dog sin, indtil nu, største mulighed da Jeffrey "Papa" Adjei-Broni stikker dybt til Simon Makienok, som får afsluttet, men tæt forbi opstanderen. Derudover dømmes han offside. Men det var da noget, der lugtede af en chance. Sådan en kommer i det 84. minut, da Makienok får hovedet på et indlæg, som tager indersiden af stolpen, og Vejles målmand, som er væk, når at komme tilbage, og får sikret sig bolden. Måske bolden er over stregen, men dommerens fløjte er tavs, og ligeså er der tavshed fra VAR-rummet, så den er nok god nok. Meget mere sker der ikke i 2. halvleg.
Desværre formår HIF ikke at byde Vejle rigtigt op til dans, men holder dog Vejle fra yderligere scoringer i de sidste 88. minutter (inklusive overtid).
"Hva' si'r du til det Frandsen?": Det var en offday igen. Vi kunne ikke have fået en værre start, og jeg må erkende at det ikke var for godt, hvor vi giver dem to foræringer. Nu skal vi bare forsøge at slutte godt af i den sidste kamp.
Kampstats