100 kampe til Ahmed

18. februar 2024 - Karsten Madsen

Til dagens opgør mod Randers FC spiller vores højre back, Ahmed Iljazovski, sin kamp nummer 100 for klubben - en milepæl, som Ahmed ser frem til.

- Det er virkelig en speciel følelse at spille min 100. kamp på hjemmebane i Superligaen og dele denne personlige bedrift med vores trofaste fans, der har bakket mig op siden min ankomst i klubben, lyder det fra Ahmed Iljazovski.
Iljazovski kom til klubben tilbage i 2019 fra 2. divisionsklubben, hvor det siden er blevet til oprykning til Superligaen og landsholdsdebut for Nordmakedonien, hvor det blev til et point på hjemmebanen mod Italien.

- At spille i Superligaen er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, og jeg er stolt af at repræsentere Hvidovre i den bedste række. Det har været en helt fantastisk rejse, som truppen har gennemgået i de snart 4 år, jeg har været i klubben. Vores oprykning til Superligaen var en kæmpe bedrift for klubben og for os som spillere, og det er bare en påmindelse om, at hvis man arbejder hårdt som hold, så kan alt opnås, også selvom det er imod alle odds.

- Min rejse fra 2. division til Superligaen har været utrolig givende. For små 4 år siden spillede jeg i Skovshoved i 2. division, og nu står jeg foran min 100. kamp i Hvidovre. Oven i det har jeg fået min landsholdsdebut i EM-kvalifikationen mod Italien for det Nordmakedonske landshold. Så jeg vil sige, at det har været en helt unik rejse, som jeg er utrolig taknemlig for.

Til jubilæumskampen forventer Iljazovski en intens kamp, der kræver hårdt arbejde af holdet, hvis det skal blive til tre point.

- Jeg er sikker på, at vores kamp mod Randers FC på søndag bliver en intens kamp, hvor marginalerne vil afgøre udfaldet. I vores første kamp mod Randers kom vi flot tilbage, og kampen endte 2-2, hvor vi sad med de største chancer i kampen for at hive alle 3 point hjem. Så det er vigtigt, at vi som trup arbejder stenhårdt og er disciplinerede, så er jeg sikker på, at marginalerne vil gå vores vej, så vi sidder med 3 point.