Det er ikke mere end en uge siden, at Morten Bruun, i den direkte sending mellem Kasakhstan og Danmark, sagde, at der ikke er statistisk belæg for, at 2-0 er en farlig føring. På det tidspunkt førte Danmark 2-0, og de fleste husker jo nok, at kampen endte 3-2 til Kasakhstan. I dag stod vi i samme situation i pausen, og snakken mellem de forsamlede Hvidovre-tilhængere var netop samme scenarie, da HIF førte 2-0 på det tidspunkt. Nå, men til selve kampen.
HIF bliver tidligt advaret, da Næstved, trods en HIF-dominans, får testet forsvaret to gange indenfor de første fem minutter, da fronten bliver sendt afsted med en lang aflevering, men i begge tilfælde får HIF afværget. Christian Jakobsen tester Næstveds målmand i det 7. minut, hvor denne må ud i fuld længde for at parere "Greko's" afslutning. Det bliver til en kæmpe mulighed til HIF i det 13. minut, da Andreas Pyndt sparker i feltet, hvor Fredrik Carlsen får vippet bolden videre til en afslutning, der desværre går lige forbi målet. I samme minut, skal HIF vist prise sig lykkelige for, at der ikke blev dømt straffespark, da Næstved-angriberen bliver ramt på støvlen i sit gennembrud, og falder omkuld i feltet, men dommerens fløjte er tavs. Indtil nu har det været en ret lige kamp. Men lige herefter, overtager HIF mere af spillet, og det giver pote i det 31. minut, da det bliver til et hjørnspark i venstresiden. Andreas Pyndt sparker ind i feltet, og det er meget svært at se fra min position om den rammer Christian Enemark på vejen, han står i hvert fald noteret for et selvmål på bold.dk, men hos DBU er det Pyndt der er noteret for scoringen - og da dette er fra dommerindberetningen, må vi regne dette for mere validt. Nu var Næstved advaret, men der går blot to minutter, da Andreas Pyndt igen får muligheden for et indlæg, og det sender han højt ind i feltet, hvor bolden sejler ind over Næstveds målmand, og stryger ind helt oppe i toppen, ved fjerneste opstander. HIF fortsætter i resten af halvlegen, og Fredrik "Carlo" Carlsen har en stor mulighed med 10. minutter tilbage af halvlegen, men han reddes. Stillingen holder til pausen, og det ser, på dette tidspunkt, rimeligt lyst ud for Hvidovre-mandskabet.
Anden halvleg starter stille op, men initiativet er overtaget af Næstved. De får presset HIF-mandskabet, og i det 50. minut har HIF svært ved at ekspedere væk, og det bliver til 3 hjørnespark i træk, men ikke nogen scoring, i denne omgang. Tre minutter senere, er det så HIF der får et par hjørnespark, men ind vil bolden ikke, så stillingen holder stadigvæk. Men i det 58. minut går det galt. Næstveds Frederik Christensen kører igennem et noget passivt HIF-forsvar, og kort inde i feltet, sparker han forbi en fremstormende Filip Djukic, og ind ved fjerneste opstander. Så var HIF advaret. "Greko" får en stor chance i det 61. minut, men hans afslutning tager desværre overliggeren. En hurtig omstilling i det 65. minut, giver Lirim Qamili muligheden, men hans afslutning går langt forbi målet. Et glimrende angreb, hvor HIF-mandskabet kombinerer sig igennem Næstved-forsvaret med hæl og tå, og ender hos Marcus Lindberg, men han blokeres i afslutningen. Per Frandsen forsøger at skabe noget mere snert i midtbanen, da Qamili skiftes med Andreas Kiel Smed. Men det bliver ikke rigtigt til noget. Til gengæld får Næstved et frispark, i det 82. minut, i højresiden, lige omkring midten af HIFs banehalvdel. Det sendes højt ind mod det lille felt, og fra en position uden for feltet, løber Næstveds Frederik Christen ind, og fuldstændigt upresset, firsttimer han bolden ind bag en overrasket Djukic. Stillingen var nu 2-2, og Næstved begyndte at "lugte blod". Blot 4 minutter senere opstår præcis samme situation, som ved 2-2-scoringen, men denne gang er Daniel Stenderup fulgt med, og får presset Næstved-manden til at skyde over mål. Men minuttet senere lukker og slukker Næstved kampen, da Julius Madsen kan samle en ripost fra Djukic op og sende Næstved i front. Mere sker der ikke - HIF formår ikke at svare igen, og efter 4 minutters overtid, kan dommeren fløjte kampen af.
Og der skete præcist det, der ikke var et statistisk belæg for. Jeg kan kun huske to lignende resultater, og det er fra 2012, ude mod HIK, hvor HIF er foran med 3-1 ved pausen, og derefter, dog også ved hjælp fra en udvisning af Stefan Sørensen lige før pausen, ender med at tabe 5-3. Den anden er en pokalkamp ud mod Stenløse i august 2012, hvor HIF er foran 2-0 ved pausen, og kampen slutter 3-2 til Stenløse. Men - som General Desaix sagde efter et nederlag til Napoleon: "Et slag er tabt, det er tid til at vinde et nyt"
Cheftræner Per Frandsen: Der er ikke så meget andet at sige, at vi spiller en forfærdelig anden halvleg. Det værste er, at vi ikke forsvarer, og at vi lukker Næstved ind i kampen. Vi spiller dog en ok første halvleg. Men det er det, der sker, og vi må bare op på hesten igen.