Desværre ingen point mod Nordsjælland

9. marts 2024 - Michael Hentrich

Nu skulle der følges op på den flotte indsats fra sidste uges kamp mod Lyngby, da FC Nordsjælland kom forbi Pro Ventilation Arena fredag aften. HIF lægger også fint ud, og allerede i det 3. minut sættes et fint angreb i gang, hvor bolden bliver kørt rundt, og sendes ud til Marc Nielsen, som laver et indlæg i feltet. Det rammer dog en FCN-spiller og går til hjørnespark. Dette bliver dog sparket lavt i feltet, og FCN kommer i en kontra. Her rammer afslutningen Jonas Gemmer og går til hjørnespark. Simon Makienok er nede og agere forsvarsspiller, og header væk. HIF er fint med de næste 15 minutters tid, men så slipper markeringerne, og fra distancen sparker Conrad Harder, og udplacerer Adrian Kappenberger i Hvidovre-målet. En spand koldt vand, på et fint kæmpende Hvidovre-mandskab. HIF forsøger hurtigt at komme igen, men angrebet ender i sidenettet. Spillet bølger det næste kvarters tid, men i det 34. minut får Jeffrey "Papa" Adjei-Broni brudt på HIFs halvdel, og trækker op ad banen. Han spiller på tværs til Lirim Qamili, som afslutter, men desværre millimeter over overliggeren. Det bliver til nogle muligheder i resten af halvlegen, men det bliver lige ved og næsten, og ingen scoringer.

Alt i alt en fin halvleg af HIF, og godt fulgt op på sidste søndags sejr. Desværre er det Nordsjælland, der får bedst udbytte af en chance.

Tobias Thomsen. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Der er blot spillet 3 minutter af 2. halvleg, da jublen bryder løs på Pro Ventilation Arena. Først får HIF afværget en mulighed fra FCN, og Qamili får sat fart på kanten. Han spiller ind i feltet, hvor Tobias Thomsen er lige ved at sparke bagom sig selv, men rammer ved siden af og Nordsjællands målmand kommer ned og får skubbet bolden videre, men rammer direkte ind i Kian Hansen, der næsten på stregen får skubbet ind over, og dermed udligning på et selvmål. VAR skal dog lige tjekke for en mulig offside, men der kommer heldigvis ikke medhold. Fuldt fortjent udligning. FCN forsøger hurtigt med et pres, men HIF får lukket rigtig godt af. Men små 7 minutter efter udligningen, er der igen jubelbrøl over stadion. "Papa" sendes afsted, og han går mod baglinjen, hvorfra han får spillet fladt ind i det lille felt, hvor Tobias Thomsen får spillet videre med hælen bagom sig selv, til Qamili, som sender HIF i front. Troede vi. For VAR skulle igen ind over for en mulig offside på "Papa", og desværre er den god nok, og målet bliver annulleret. HIF har dog momentum, og lægger et højt pres på Nordsjælland. Men i det 71. minut går det galt. En Nordsjælland pasning op gennem midten ender hos David Svendson, som spiller ind mellem Magnus Fredslund og Jonas Gemmer, og her er Marcus Ingvartsen trukket med, og han sparker første gang mod det lange hjørne, og Kappenberger er gået ud, men kan ikke forhindre at bolden går ind. Brandærgerligt for et heroisk kæmpende HIF-mandskab. HIF forsøger de sidste 20 minutter, som bliver til 30 med 10 minutters tillæg, men formår ikke at komme ordenligt frem, og så bliver det ved de 2-1 til FCN.

Andreas Smed er tæt på udligning i overtiden. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Hva' si'r du til det Frandsen?: "Vi spiller faktisk en flot fodboldkamp. I dag var vi klart det bedste hold, men det er her er bare lidt vores historie i Superligaen"

Kampstats fra HIFstorik.dk