Så gælder det det traditionsrige "arvefjende-opgør" mod vores naboer fra BK Frem. Vi må nok forvente et tæt opgør, men der er ingen tvivl om, at begge hold, gerne vil vinde håneretten. Kampen i morgen er det 62. opgør mellem de to klubber, hvilket betyder, at det er BK Frem og Vejle, som er de modstandere, Hvidovre har mødt flest gange. Dog har der også været en kamp mod BK Frems andethold, helt tilbage i 1948. Det har resulteret i 24 Hvidovresejre, 12 uafgjorte og 25 gange har BK Frem trukket sig sejrrigt ud af opgøret. Vi er dog lidt uenige om målscore, hvor vores peger på en score, der siger 96-100 i BK Frems favør. Men ingen tvivl om, at det altid har været meget tæt. BK Frem har dog generelt haft overtaget i Valby Idrætspark, hvor Hvidovre kun har formået at vinde 11 ud af 32 kampe og spillet 4 uafgjorte. Men vi er nok nogen, der kan huske de uforglemmelige 14 dage i 1973, hvor Hvidovre først vandt 5-2 i pokalen og dernæst 7-3 i turneringen. Halvdelen af Hvidovres 12 mål i de to kampe blev scoret af "Baronen" Hans Aabech.
Hvidovre har næsten hele truppen klar, og kun Jakob Hilstrøm og assistenttræner Jonas Schumacher er ude med karantæner. "Schu's" for en meget tynd bortvisning, i følge ham selv, i slutminutterne af den seneste kamp mod Fremad Amager. Ellers ser truppen ud som følger:
Målmænd: Mikkel Hasling, Oliver Korch
Forsvar: Kristoffer Wichmann, Frederik Krabbe, Magnus Sonne, Nicholas Marfelt, Hayder Said
Midtbane: Mathias Larsen, Christopher Østberg, Peter Benjaminsen, Azad Corlu, Rasmus Johansson, Daniel Holm, Frederik Emil Andersen
Angreb: Mads Rønne, Patrick Naundrup, Mikkel Dahl, Nicolaj Nielsen
Omkring truppen ellers, så har Ole Dau fået afklaret, hvad hans skade går ud på, og det viser sig, at være et piskesmæld. Med den rette behandling, kunne han være tilbage til september. Anders Vestergaard har trænet med her til aften, for første gang, hvor han fik en meget let omgang træning.
Træner Thomas Vesth Hansen: "Vi har næsten alle til rådighed. Vi har haft en god og koncentreret træning her til aften. Vi har arbejdet meget med at stå kompakt, hvilket jo gav gode resultater mod Nykøbing og Fremad Amager, men har nu igen lukket op for lidt mere. Vi skal have et godt resultat med fra Frem, for vi vil i top 3, så vi kommer da til at jagte sejren i morgen. Vi glæder os meget til kampen, som virker som om, der kommer stemning på lægterne."