Hvidovre skulle forsøge at rejse sig mod Næstved, oven på den lidt pauvre indsats i midtuge-kampen mod Fremad Amager. Men i 1. halvleg så det bestemt ikke ud til at skulle lykkes.
Efter 10 minutter er Næstved igennem, og får afsluttet, men Oliver Korch disker op med en fin redning, og sender til hjørne. I det 22. minut har Næstved endnu en stor chance, da bolden sendes på overliggeren. HIFs første store chance kommer i det 39. minut, efter et flot opspil på højrekanten. Kim Aabech får sparket højt i feltet, hvor Nicolaj Agger får hovedet på, men han header lige ved siden af målet. Endnu en stor chance til Næstved i det 43. minut, men der sparkes langt over Hvidovre-målet. 0-0 ved halvleg, og det kunne Hvidovre være mest tilfreds med.
I pausen skifter Hvidovre Thomas Sørensen og Nicklas Bjerre Schmidt ind for henholdsvis Malte Kiilerich og Lasse Brandt Hansen. Sidstnævnte med et muligt brækket ribben, efter en hævnakt, hvor Lasse bliver sparket, da han ligger ned. Helt uforståeligt gav situationen kun gult kort. Men ellers starter 2. halvleg, som hele første halvleg. I det 50. minut bringer Næstved sig så foran, da Finnur Justinussen står helt fuldstændigt umarkeret i feltet, og han kan heade bolden i nettet, uden chance for Oliver Korch. Det er stadigvæk Næstved, som har teten og mulighederne, men pludselig får Alex Lazarevitz kæmpet sig frem til en afslutning i feltet, og han bringer balance i regnskabet. Denne scoring får Hvidovre til at vågne op, og får kæmpet sig tilbage. Og så, i det 79. minut kommer Lirim Qamili ind i feltet, han spiller bolden ned mod baglinjen, og går mellem to Næstved-forsvarere; som begge to trækker sammen, og fælder Qamili. Dommeren peger på plettet, og straffe til Hvidovre. Man kan vel så diskutere om Qamili havde kunnet nå bolden, men dommeren var ikke i tvivl. Kim Aabech sættes til at sparke, og uden chance for Næstveds målmand, bringer han Hvidovre i front. Næstved får en sidste stor chance, da en spiller kommer igennem midt for mål, og alene med Oliver Korch. Rasmus Louie Larsen når dog at komme på tværs, og sætter tacklingen ind, i det rette øjeblik, og tager farten af bolden, som Korch kan samle op. Efter 3 minutters overtid, fløjtes der af, og Hvidovre har fået sin 1. "tre-pointer" i 1. division. Nu skal vi nyde tabellen, hvor Hvidovre lige p.t. tager 3. pladsen
Cheftræner, Per Frandsen: Det var dejligt med tre point. Vi ramte dog ikke niveau, og det blev en kamp om anden-boldene, og der var Næstved klart bedre end os. Lige ind til vi udlignede. Så kom vi bedre med. Schmidt kommer ind og for sat spillet, og Lirim får tilkæmpet sig et straffespark. Så, som sagt indledningsvis, det var dejligt med tre point.