Så var turen kommet til den sidste kamp i grundspillet i NordicBet Ligaen. En svær udekamp i Hjørring, hvor hjemmeholdet, med en sejr, og at andre resultater flaskede sig, kunne tilspille sig en plads i oprykningsspillet. HIF havde jo allerede inden vinterpause sikret sig i samme, men der var alligevel værdifulde point at spille om, samt at få vasket nedturen i sidste uge mod Helsingør af sig. Derudover, så var der også lige det, at det er en lang tur at have siddende i benene. Så alt i alt, var der mange faktorer, der spillede ind.
Vendsyssel lægger også ud med et hårdt pres, og kommer allerede i det 2. minut til en afslutning i feltet, men den går lige på Filip Djukic i Hvidovremålet, og han holder fast i bolden. Blot 4 minutter senere er det igen Vendsyssel, som sender en lang pasning hen over HIF-forsvaret, men der bliver heldigvis vinket og dømt offside. Efter små ti minutter med nogen stilstand, er det igen Vendsyssel, som får overspillet HIF-forsvaret, men dette kommer ned, og får givet et hjørnespark, som ender i ingenting. I det 22. minut viser HIF så lidt tænder, da Marc Nielsen sender et frispark godt ind i feltet, hvor det afværges i første omgang, men bolden ender hos Martin Spelmann, der afslutter, og er lige ved at overliste Vendsyssels målmand, der dog halvklarer og efterfølgende bliver der dømt offside mod HIF. 3 minutter senere sendes en dyb stikning ind bag Ahmed Iljazovski, til Vendsyssels Konate, men "Ilja" når tilbage og får presset bolden til hjørnespark. Dette sendes ind i hovedet på en Vendsyssel-spiller, som dog header langt over Hvidovre-målet. 27. minut - endnu en løbeduel mellem Iljazovski og Konate, og denne vinder "Ilja" endnu en gang, men må dog give hjørnespark. Dette sendes ud i intetheden, og ryger til indkast til HIF i modsatte side. Og så, i det 29. minut, kommer forløsningen. Tobias Thomsen sender Fredrik Carlsen afsted med en perfekt stikning, og "Carlo" går direkte mod Vendsyssel-målet. Målmanden stormer frem, men "Carlo" sender bolden smukt uden om ham, til en føring til HIF. Blot 3 minutter senere, er "Carlo" igen på færde, men denne gang får målmanden blokeret, og sendt bolden til indkast. 35. minut - HIF får lagt et mindre pres på Vendsyssel, som de har svært ved at afvise, men får dog alligevel sendt bolden til indkast. Halvlegens sidste mulighed er et langskud til Vendsyssel, som Filip Djukic tager sig fint af. Og så går holdene til pause, med den spinkle, men dog, i min optik, fortjente føring til HIF. Indtil videre så virker det som om, at HIF har fået rejst sig, og får kæmpet fint, og selvom Vendsyssel forsøger, og også kommer frem til et par muligheder, så har forsvaret alligevel styr på det meste.
Kan HIF holde kadencen i 2. halvleg ?. Første mulighed er HIFs og kommer i det 50. minut. Marcus Lindberg sender et frispark i feltet, hvor returen ender hos anfører Christopher Østberg, der afslutter, men desværre over mål. 53. minut, endnu en gang er det Vendsyssels Konate, der sætter fart på kanten, og han kommer ind i feltet, hvor HIF-forsvaret dog tager sig fint af det. 56. minut. Iljazovski har sit hyr med Vendsyssels Konate, der sætter fart og sender bolden i feltet, hvor der afvises i første omgang, men bolden ryger ud til Jeppe Pedersen, der forsøger med en høj afslutning, som dog ender lige i hænderne på Filip Djukic. 61. minut. Martin Stenderup kæmper ude på kanten, og får, hårdt presset, sendt bolden frem til Mohamad Fakhri Al-Naser, som dog er løbet i en offside. 89. minut. Tobias Thomsen smutter igennem i Vendsyssel-feltet, da han snyder en forsvarer med en skudfinte, hvorefter han går til baglinjen. Desværre er der ikke rigtig nogen, der er fuldt med frem, så afleveringen samles op af Vendsyssel-forsvaret. Den sidste mulighed kommer i det 90. minut, da Marc Nielsen finder Tobias Thomsen modsat, men han kommer ikke rigtigt fri til afslutning, og Vendsyssel giver hjørnespark. Vendsyssel forsøger til slut at få presset for udligning, men HIF får kæmpet forbilledligt, og der kommer ingen store chancer ud af det. Og endelig, efter 5 minutters tillægstid, lyder dommerens fløjte endelig, og HIF kan trække sig tilbage med 3 fortjent tilkæmpede point. Vi holder trit med Lyngby på 2. pladsen, og er stadig med i spillet om oprykningen - men der er dog stadig 30 point at kæmpe om, i de sidste 10 kampe. Heldigvis slipper holdet for de lange ture til Nordjylland.
Cheftræner, Per Frandsen: "Efter vores halvskidte indsats i sidste uge, er vi tilbage. Vi viser god arbejdsmoral og spiller, i perioder, også en rigtig god gang fodbold."