HIF - FC Roskilde: 2-0

23. november 2024 - Michael Hentrich

På en fredag aften, i bidende kulde og regn, der gik over i sne/slud, mødte der alligevel 1207 tilskuere frem på Pro Ventilation Arena. De fik et Hvidovre-mandskab at se, der bragte lidt bange anelser frem, i forhold til de to foregående kampe mod Hillerød og Køge. Selvom HIF dog starter bedst ud i det første lille kvarter, så er det FC Roskilde, der kommer frem til den første store chance, som sparkes over. Roskilde får hurtigt etableret et angreb igen, efter målsparket, men denne gang redder overliggeren for HIF. 18. minut. Matti Olsen sender en lidt for svag tværaflevering afsted, godt og vel midt på egen banehalvdel, og Roskilde forsøger langt ude fra, men går forbi HIF-målet. Martin Spelmann forsøger med et godt skud i det 27. minut, der desværre går ved siden af målet. 29. minut. Det brænder på i HIF-feltet, og Roskilde får endnu en gang sendt bolden på træværket. 32. minut. Endnu en stor chance til Roskilde. Filip Djukic på ud i fuld længde, og får lige det yderste af fingerspidserne på, og sender bolden på stolpen, og ud i spil igen. 35. minut. Endelig får HIF lagt et pres på Roskilde. Christian "Greko" Jakobsen får spillet bolden på tværs til Spelmann, der sender et skud afsted, som bliver holdt rigtig godt nede, og den tidligere HIF-målmand, Marco Brylov, må give hjørnespark. 5 minutter senere opstår næsten samme situation, hvor HIF-får sendt en fremragende afslutning afsted (Fredrik Krogstad?), og Brylov må igen give hjørnespark. Spillerne går herefter til ´pausen med en 0-0. Det kan HIF i denne omgang være mest tilfreds med.


Nicolaj Jungvig fik chancen fra start. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

HIF starter bedre op i anden halvleg. Efter små 7 minutter får HIF lagt et pres på Roskilde i deres felt, men der kommer ikke noget ud af det. Men tegningen begynder at vise sig. I det 57. minut kommer Alexander Johansen og Jagvir Singh på banen. Roskilde får dog en større mulighed i det 64. minut efter et hjørnespark, hvor Djukic lige får foden på, og giver nyt hjørnespark. 77. minut. Simon Makienok spilles helt fri, men han får ikke ordentlig træf, og Roskilde giver hjørnespark. Efter dette holder HIF presset, og Alexander Johansen spilles dybt, hvorefter han tager et par træk ind i feltet, hvor han tørrer et par Roskilde-folk, for derefter, fra en forholdsvis spids vinkel, at sende bolden uden om Brylov og ind i fjerneste ende af målet. 1-0, til stor jubel for tilskuerne på stadion. Jeffrey "Papa" Adjei-Broni er kommet ind i det 74. minut, lige før første scoring. Og i det 82. minut bliver han sendt afsted med en flot stikning af Mathias Gehrt. "Papa" trækker fint ind i feltet omkring baglinjen, og kommer næsten uden om en FC Roskilde-forsvarer, hvorefter han bliver kantet. Dommeren er meget hurtig til at pege på pletten. "Papa" tager sig selv af straffesparket, og selvom Brylov er ude får "Papa" alligevel sendt bolden forbi ham. 2-0.


Marco Brylov i FCR-målet snupper bolden lige for næsen af Martin Spelmann.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Hva' si'r du til det Frandsen ?: "Det er en fantastisk vigtig sejr. Man kan godt se, at der mangler lidt på selvtilliden, specielt i første halvleg. Det er godt og se indskifterne komme ind og gøre det så godt".

Kampstats