HIF fik ørerne i maskinen

15. september 2019 - Hvidovre Fodbold

Det var et noget decimeret HIF-mandskab, der drog mod hovedlandet og Vejle. Skader til Nicolaj Agger, Hakan Redzep, Nicklas Schmidt og Emil Vatani, betød omrokeringer i startopstillingen. Det starter fint ud, selvom Vejle tager sig af den første store chance, da en stikning mellem Mike Mortensen og Matti Olsen, giver VB-angriberen muligheden alene med Filip Djukic. Filip kommer dog fremragende ud, og får blokeret afslutningen. To minutter senere er det så Magnus Fredslunds tur til at redde kastanjerne ud af ilden, da han i to omgange blokerer og sidste gang til hjørnespark. I det 20. minut sender VB bolden af sted mod fløjen, Filip Djukic begynder at løbe mod bolden, men stopper op. VB-spilleren når bolden, og samtidig når Mike Mortensen ud, og VB-spilleren forsøger at lægge bolden over ham, men får ikke højde nok, og rammer Mike på hånden. Frispark, som sparkes skruet ind mod Filip Djukic, men sparket bliver svagt og Filip kan følge hele vejen og samler op. Lige før den halve time, sender VB bolden mod mål, men Filip Djukic får hånden på, så den ryger på overliggeren og til hjørnespark, dette ekspederer HIF nemt ud af farezonen. HIF kommer frem til den første reelle afslutning efter 35 minutter, da Christopher Østberg sender en returbold afsted, men desværrer langt over VB-målet. I det 37. minut er VB tæt på igen, men først får Daniel Stenderup blokeret og returen, som sparkes på mål, kan Filipe Djukic følge hele vejen, og lægge sig ned og samle op. I første halvlegs overtid får HIF lagt en lille pres, og får sendt en afslutning afsted udefra, men mere kommer der ikke ud af det. Egentlig en ganske fornuftig første halvleg af Hvidovre-mandskabet, Som dog har det svært i det offensive, men dog bider ganske pænt fra sig rent defensivt. Det er tydeligt at se, at det ikke bekommer VB-bænken vel, og der er opstået lidt frustrationer.

Anden halvleg starter, som første er sluttet. HIF holder stand til det 57. minut, hvor en meget svag tilbagelægning til Filip Djukic gør, at Kjartan Finnbogason smutter i mellem, og sender bolden hen over hovedet på Filip Djukic, og i et tomt mål. Ikke lige det, man havde ønsket, da det lige umiddelbart kunne se ud til, at HIF kunne holde en uafgjort - men desværre. Der forsøges med  en dobbeltudskiftning, for at skabe noget mere fremdrift, og komme med noget mere erfaring. Både Daniel Stenderup og Oscar Buch, der blev taget ud, havde gjort det fornuftigt, men ind med Kim Aabech og Ramus Louie. Selvom scoringen får sat gang i Vejle, så har udskiftningerne alligevel hjulpet frem ad, og Morten Nielsen kommer i feltet og får afsluttet, men desværre på VB's målmand. Og så, i det 75. minut, ser det ud til, at VB får lukket, da Mads Greve, fra en spids vinkel til venstre for HIF-målet, får sendt bolden ind ved modsatte stolpe. I det 83. minut får Kim Aabech sendt bolden bagerst i VB-feltet, hvor Stefan Nygaard kommer op, og header tilbage til Christopher Østberg, der afslutter, men desværre forbi fjerneste opstander. I så i det 85. minut, bliver kampen endeligt lukket, da Kjartan Finnbogason bliver dobbelt målscorer, da han fra spids sender bolden fladt ind bag Filip Djukic. Øv for en snitter, men der er kun een ting, og det er at komme op på hesten igen (ja ja, jeg ved godt at den er slidt), men der er stadig masser af kampe tilbage, og det er en uhyggelig tæt liga. En sejr i dag og HIF havde været på 6. pladsen, men ligger nu på 10. pladsen.