Så var det endelig tid til at tage hul på en spændende forårssæson, hvor Hvidovre IF, som bekendt, allerede er klar til oprykningsslutspillet, selvom der stadig mangler fire kampe i grundspillet. Da alle point jo tæller med, så skulle de første forsøges hevet hjem på CASA Arena i Horsens. HIF indleder fint, og har bolden mest, og får lagt et højt pres, hvilket fører til et fremragende angreb i det 5. minut, hvor bolden bliver spillet på tværs mellem angriberne. Desværre bliver sidste aflevering ind i feltet lidt for hård, og løber ud over baglinjen. 9. minut, endnu engang får HIF etableret et godt angreb, som giver et hjørnespark. Desværre kommer der ingenting ud af dette, men AC Horsens får til gengæld etableret et hurtigt kontra-angreb, som bliver clearet til hjørnespark. Dette sendes bagest i det lille felt, hvor bolden sendes tilbage i feltet, hvor der spilles højt mod bageste stolpe, og her dukker AC Horsens' Magnus Riisgaard op, og header hjemmeholdet i front. Noget af en spand koldt vand, ovenpå den forholdsvis fine indledning. ACH får en mulighed blot tre minutter senere, men der heades heldigvis ved siden af, og forinden er der også vinket for offside. Målet har fået ACH lidt længere frem på banen, og HIF bliver presset. Det holder de næste små 5 minutter, uden at udmønte sig i yderligere scoringer. HIF får dog spillet sig ind igen, og i det 24. minut bliver der etableret et godt angreb, som ender hos Marcus Lindberg lige uden for feltet, hvor han forsøger sig, men bolden går langt over mål. I det 26. minut slipper den tidligere HIF-spiller Lirim Qamili igennem, men han bliver presset af Matti Olsen, og hans afslutning fra en spids vinkel, tager Filip Djukic sig af af, med en fremragende fodparade. Minuttet senere får HIF et frispark nogle meter uden for feltet. Kim Aabech sparker ind i feltet, hvor der, desværre, heades væk. HIF generobrer dog, og får etableret et glimrende angreb, hvor Lindberg får fremtvunget et hjørnespark, som der dog ikke kommer noget ud af. I det 32. minut får ACH et hjørnespark, efter et mindre kommunikationskoks mellem Filip Djukic og Daniel Stenderup. Dette giver lidt panik i feltet, men til sidst får HIF dog afværget. 39. minut. Et fint HIF-angreb afsluttes af Marcus Lindberg, og ACH-målmanden må give hjørnespark. ACH får afværget i første omgang, men bolden ryger lige udenfor feltet, hvor Tobias Thomsen fældes og får frispark. Aabech forsøger at løfte bolden ind i fjerneste hjørne, men desværre også meget snært forbi. ACH lever på omstillingerne, og netop en sådan giver hjørnespark i det 43. minut, men Djukic kommer fint ud, og sikrer sig bolden. 44. minut, Lirim Qamili spilles alene med Djukic, og får også bolden i nettet, men der er forinden vinket og fløjtet offside. Som tidligere skrevet, så blev det en 1. halvleg, hvor Horsens pakkede sig, og HIF havde problemer med at lukke op. Til tider havde AC Horsens 5 mand på stribe i bageste linje, og to ekstra deffensive lige foran. Desværre er ACH gode på omstillingerne, og det er jo netop en sådan, der ligger til grund for scoringen.
Anden halvleg er blot 4 minutter gammel, da AC Horsens får etableret endnu en omstilling. HIF-forsvaret er ikke kommet helt på plads, og bolden spilles ind i feltet til Aron Sigurdarson, som tager et enkelt træk, og kommer uden om Ahmed Iljazovski, hvorefter han placerer bolden uden om Filip Djukic, i det lange hjørne. Så simpelt, og så effektivt kan det gøres. Indtil nu er det vel 4 chancer og 2 scoringer. Men anden halvleg bliver en tro kopi af første. HIF forsøger og forsøger at åbne for ACH-muren, men kommer ikke igennem. Endnu en omstilling fra ACH i det 55. minut, kommer til afslutning, men heldigvis sendes denne langt over mål. 68. minut, et hjørnespark til HIF går desværre hele vejen gennem feltet, men Lindberg får samlet op, og holder presset, som giver et nyt hjørnespark. ACH afværger i første omgang, men bolden ender hos Magnus Fredslund, som afslutter, men desværre lige ved siden af målet. 72. minut, det er nu nærmest spil til et mål, og det er AC Horsens'. Men HIF KAN ikke få lukket 5-mandskæden op, men får dog et hjørnespark, der ender i en afslutning, der går over ACH-målet. 75. minut: Nicolai Clausen vender en duel på kanten og sender et fladt indlæg i feltet, men Tobias Thomsen mangler lige 10 centimeter i at nå frem. 77. minut, bolden ender midt på Horsens' banehalvdel hos Christoffer Østberg, der sender et dommedagsdrømmehug afsted, men lige på målmanden, der får pareret. 82. minut. Daniel Stenderup mister bolden midt på HIFs banehalvdel, men han når selv hjem igen og får ryddet op. 87. minut. Fredslund sender et langt skift frem til Nicolai Clausen, og han når den lige inden den ryger ud over baglinjen. Han får løftet tilbage i feltet, hvor Tobias Thomsen får hovedet på, men desværre ikke præcist nok. 90. minut. HIF får et frispark 15/20 meter uden for feltet. Christoffer Boateng sparker, og han sender et glimrende spark mod undersiden af overliggeren, men ACH's målmand kommer glimrende op, og får vippet bolden på overliggeren. I anden omgang dumper bolden ned lige ved siden af ham, og han får holdt fast. Og i det 94. minut, efter et massivt pres de sidste 10 minutter, får HIF endelig noget ud af anstrengelserne, da Magnus Lysholm Petersen, får sendt bolden ind bag målmanden, ad to omgange, til sin første scoring i Hvidovre-trøjen. Desværre er det for sent i kampen, så minuttet efter, fløjter dommeren af. Fuldstændigt samme mønster i 2. halvleg, HIF forsøger og forsøger, men der kommer ikke noget ud af anstrengelserne. Nå, der er kun een ting at gøre. Op på hesten igen, og glemme denne kamp, HIF ramte muren, men det var desværre ikke hårdt nok til at få den lukket op.
Cheftræner, Per Frandsen: "Det blev som vi regnede med. En fysisk kamp, med mange standard-situationer. Vi vidste at vi skulle arbejde 100%, men for mange ramte ikke niveauet i dag."