HIF - OB: 1-2

17. maj 2024 - Michael Hentrich

Ovenpå sidste weekends uafgjorte resultat i Randers, og deraf følgende nedrykning fra Superligaen, skulle HIF nu forsøge at slutte godt af, i de resterende tre kampe. Starten af kampen bliver dog lettere dramatisk. Blot 3 minutter er spillet, da Malthe Kiilerich laver friskpark på en OB-spiller, lige uden for feltet. Det giver Malthe et gult kort, men, som så ofte før, så skulle VAR lige ind over, for at tjekke om ikke det skulle være rødt kort. Heldigvis bliver det ved forskrækkelsen, og Malthe får lov til at fortsætte på banen. I det 12. minut får OB et hjørnespark. Bolden sendes højt ind i det lille felt, og lige bag ved Filip Djukic, står en fuldstændigt umarkeret Tom Trybull, og han kan sende OB i front med et hovedstød. Første lille mulighed til HIF opstår efter et lille kvarter, da Lirim Qamili trækker ind i OB-feltet og afslutter. Men bolden rammer en OB-forsvarer og springer ud igen. Blot 2 minutter senere kommer HIF fint frem, men Qamili mister bolden, og det sætter OB i et angreb. Heldigvis går afslutningen langt over mål. Et godt ping-pong-spil mellem Tobias Thomsen og Magnus Fredslund, sender sidstnævnte i feltet, hvor han afslutter, men en OB-fod giver hjørnespark til HIF. Dette afvises i første omgang, men bolden ryger lige uden for feltet, hvor "Freds" afslutter, men denne gang desværre over mål. Resten af halvlegen bliver uden de store muligheder.

En, desværre, noget tam forestilling fra HIFs side. Ingen store oplagte chancer, og en løs opdækning ved et hjørnespark, giver OB føringen.

Anden halvleg er blot tre minutter gammel, da OBs Don Deedson Louicius på kanten af feltet, spiller ind mellem Marc Nielsen og Jonas Gemmer, til en fremadstormende Owusu, som går til baglinjen, og hårdt presset af Matti Olsen, får han alligevel sparket dybt i bolden, til nærmeste stolpe, hvor Luca Kjerrumgaard, kommer foran Malthe Kiilerich, og han pander bolden ind mellem stolpen og Filip Djukic. Så var den kamp lukket og slukket. HIF får dog tilkæmpet sig et straffespark i det 80. minut, som står ved magt, selvom VAR skal ind og tjekke om der er begået en forseelse inden, men heldigvis står straffesparket ved magt, og Lirim Qamili kan pynte på resultatet, da han sender målmanden til den ene side, og bolden hårdt ind i den anden. Mere sker der ikke i kampen, og OB er kommet tættere på en redning i Superligaen.

Indsatsen fra HIF-mandskabet var ikke sæsonens bedste, men måske en reaktion på, at nedrykningen er en realitet. Nu er der to kampe tilbage, og det gælder "bare" om at få sat et godt indtryk i disse to. Det er også blevet en uhyggeligt spændende afslutning på Superligaen. Netop her to runder før afslutningen, er det stadig muligt for 4 hold at blive Danmarksmestre (FC Midtjylland, Brøndby IF, FC København og FC Nordsjælland), der alle ligger indenfor 4 point. I bunden er der tre der, udover HIF, kan rykke med ud, og det er Vejle Boldklub, Lyngby Boldklub og Odense Boldklub.

"Hva' si'r du til det Frandsen?": Det var en kamp langt under vores niveau. OB kom med langt mere gejst en os, og det gik lidt som vi havde frygtet. Anden halvleg blev dog bedre, der var mere vilje.

Fakta