Hvidovre blæste væk i vinden

17. marts 2019 - Hvidovre Fodbold

Den overraskende sejr i Viborg i sidste uge, skulle i dag følges op mod FC Roskilde, der inden dagens opgør var placeret sidst i tabellen. HIF startede med en kraftig modvind, og det udnyttede Roskilde. I det 5. minut får FC Roskilde hjørnespark, og det sendes, med vindens hjælp, ind omkring stregen i Hvidovres mål. Her dukker den tidligere HIF'er Stefan Hansen op, og header bolden ind over stregen til en tidlig Roskilde-føring. Kort tid efter, er det ved at gentage sig, men i denne omgang slipper HIF med skrækken. I det 22. minut får Hvidovre-mandskabet en kæmpe mulighed, da Kim Aabech lægger en perfekt bold ind i det lille felt, hvor Nicklas Bjerre Schmidt står placeret, og han drejer bolden med hovedet mod Roskilde-målet. Desværre for HIF vælger Roskildes målmand at diske op med en hurtig reaktion, og ingen udligning i denne omgang. 5 minutter senere får HIF endnu en god mulighed efter indlæg fra Frederik Emil Andersen, men hverken Lirim Qamili eller Alexandar Lazarevitz ram på bolden, og så får Roskilde sparket væk. I det 33. minut sendes en høj bold ind på HIFs banehalvdel, og bageste mand, Emil Vatani, får ikke stoppet bolden, som ryger under hans fod, og hen til Emil Larsen, der får frit løb mod mål. Vatani vender rundt og løber ham næsten op, men Emil Larsen stopper op ind i HIF-feltet, og med indersiden sender han bolden uden om Filip Djukic og ind ved fjerneste stolpe. HIF får en gylden mulighed for reduktion blot 3 minutter senere, da der tilkendes et straffespark for hånd på bolden i feltet. Kim Aabech sættes til at sparke, og han forsøger at placere bolden ude ved venstre stolpe, men desværre for Aabech og HIF, tager bolden indersiden, og løber på tværs lige foran mållinjen.

Nu kunne man håbe, at HIF kunne udnytte medvinden i anden halvleg. FC Roskilde var da også i store periode spillet i bund, men HIF kunne slet ikke få spillet til at fungere ordentligt, og afleveringer blev enten for hårde, for lange eller bare generelt skæve, og da dommeren fløjtede af, så stod Roskilde tilbage med de to scoringer fra første halvleg og sejren.

Cheftræner Per Frandsen: Jeg er skuffet over den måde, vi kommer ind til kampen på. Vi taber alt hele vejen rundt - nærkampe og afleveringer. Jeg må konstatere at vi havde en offday hele vejen rundt og at Roskilde havde mere vilje end os.