Når vi på søndag løber på banen mod Esbjerg fB, er det i kampen for tre vigtige point, men samtidig gør vi det også for at hylde Danmarks veteraner og deres pårørende.
Det gør vi i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, der står bag Veteran Match initiativet. Hyldesten består blandt andet i en klapsalve til ære for dem, der har ofret sig i krig under Danmarks faner. Derudover markeres dagen også ved, at anfører Daniel Stenderup spiller i en særlig udgave af vores kamptrøje med et Veteran Match logo på brystet. Efter kampen er muligt at byde på kamptrøjen som auktioneres bort. Pengene går til forskellige formål, der støtter Danmarks veteraner – blandt andet til såkaldte Safe Zones, - et projekt under Danmarks Idrætsforbund, der har til formål at skabe trygge træningsfællesskaber i foreningslivet.
For Hvidovre holdet har Veteran Matchen også en særlig betydning. Bestyrelsesformand i Hvidovre Fodbold A/S Lars Cramer-Larsen er nemlig selv veteran og har blandt andet være udsendt til Mellemøsten og Bosnien. For ham betyder det meget, at klubben bakker op om initiativet:
”Det betyder enormt meget, at man viser den anerkendelse af min og andre veteraners indsats. Vi er mange, der kommer hjem med ar på krop og sjæl, så det at blive hyldet gennem initiativer som det her er vigtigt for os og vores pårørende.”
Du kan være med til at bakke op om holdet og veteranerne ved at købe billetter til kampen her.
Er du interesseret i at byde på Daniel Stenderups kamptrøje med det særlige Veteran Match logo, kan du følge med på vores sociale medier, hvor du i nærmeste fremtid vil kunne finde et link til auktionen.