Ingen gevinst i Haderslev

10. september 2022 - Hvidovre Fodbold

Så kom dagen, hvor den første store prøve, mod Superliga-nedrykkeren Sønderjyske, skulle stå. Kunne HIF holde sit momentum som ubesejret ?. Kampen blev udsat med en halv time, da HIF-bussen blev fanget i et uheld lige efter Middelfart. Mandskabet lægger dog bedst fra start, og allerede efter 3 minutter, kommer et fint opspil, hvor bolden bliver spillet ind til Andreas Pyndt, der forsøger driblingen, men bliver fældet, og frispark til HIF. Dette kommer der dog ikke noget ud af. Sønderjyske er fremme første gang, i det 7. minut, og det får de et hjørnespark ud af. Bolden bliver sendt ind foran mål, og her står en forholdsvis umarkeret Emil Berggreen, og han kan heade Sønderjyske foran. HIF forsøger at få presset, og spiller fint rundt, men der mangler lige det sidste. Sønderjyske pakker sig efter scoringen, og står massivt i og omkring eget målfelt. Der kommer en god mulighed til HIF i det 24. minut, men afslutningen bliver lidt for spids, men kaster dog et hjørnespark af sig. Endelig, i det 36. minut, forsøges der udefra, men HIF-afslutningen sendes over mål. Igen 2 minutter senere forsøges udefra, men denne gang tager bolden en Sønderjyske-spiller og giver hjørnespark. Men i denne periode, lykkes det endelig HIF at få sat Sønderjyske under pres, og de har store problemer med at få sparket væk. Og så, i det 39. minut, får HIF lagt et godt indlæg, og i feltet står en umarkeret Christian "Greko" Jakobsen, og han kan, fuldt fortjent, bringe balance i regnskabet. Et rigtigt godt tidspunkt, lige inden pausen.

Det bliver en første halvleg, hvor HIF har bolden meget, og spiller ganske fin fodbold, ude i banen, men der mangler lige det sidste. I følge statistikkerne hedder boldbesiddelsen i perioder 70-30 i HIFs favør. Da der endelig bliver lagt pres, viser HIF, at de fuldt ud matcher Sønderjyske, og det giver også den udlignende scoring. Så er spørgsmålet, om HIF kan holde momentum i 2. halvleg.

2. halvleg er kun 2 minutter gammel, da Sønderjyskes Peter Buch Christiansen stikkes afsted, og overlister HIF-forsvaret, langt oppe på banen, tæt på kanten til offside. Han går mod mål, og Filip Djukic løber ud, men en flad afslutning, lige inden for feltet, går mellem benene på Djukic. Noget af en spand koldt vand. Som mønsteret er i første halvleg, så forsøger HIF igen at få presset, men der mangler stadigvæk lige det sidste. Igen stiller Sønderjyske sig ned, og agerer en massiv mur. I det 68. minut, kommer HIF endelig helt frem, da Mohamad Fakhri Al-Naser og Fredrik Carlsen viser fine detaljer, og overspiller Sønderjyskes bageste, og Carlsen kommer til baglinjen. Hans indlæg bliver dog blokeret, og bolden når lige at ramme ham selv på vej ud, og give målspark. Med 10 minutter tilbage, er det stadig HIF, der forsøger at få lagt presset, men formår ikke at tage det sidste. Og så, i halvlegens sidste ordinære minut, bliver Sønderjyskes Mikkel Riis Ladefoged spillet dybt, og alene med Djukic. Djukic forsøger at løbe ud, men glider på den våde bane. Han kommer dog hurtigt op igen, men kan ikke forhindre scoringen til 3-1. Tre minutter inde i kampens overtid, får HIF tilkæmpet sig et hjørnespark. Dette sendes bagerst i det lille felt, hvor Tobias Thomsen, forsøger et saksespark med ryggen halv til målet, men desværre ryger bolden forbi den fjerneste stolpe. Men alligevel, HIF opsnapper hurtigt bolden igen, efter målsparket, og så kan selvsamme Tobias Thomsen, sende reduceringen i nettet. HIF forsøger hurtigt, om de kan få den sidste scoring, men det lykkes ikke, og minuttet efter, fløjter dommeren af.

Det blev en dukkert i Haderslev. HIF viste fint spil, men havde i dag ikke det sidste til at få lukket et massivt Sønderjyske op. Må sige at de viser effektivitet. 3 chancer, 3 mål - sådan cirka. Og man kan jo kun, som General Desaix de Veygoux sagde i slaget ved Marengo i år 1800: "Et slag er tabt, det er tid til at vinde et nyt."

Cheftræner Per Frandsen: Vi spiller en rigtig god 1. halvleg. Men vi må dog aldrig lade deres bedste header, stå så fri, som ved scoringen til 1-0. Som sagt spiller vi godt, men Sønderjyske står kompakt. Vi må op på hesten igen, det her var et bump på vejen.