Der er fart på kuglepennen på sportschefens kontor de her dage. Først satte Meibom og Jungvig deres underskrifter på deres første professionelle kontrakter, og nu er turen så kommet til vores lovende målmand Alfred Maslen.
Alfred Maslen, som har været en del Hvidovre IF, siden han startede på U19 holdet, har trænet med førsteholdstruppen det sidste stykke tid, og hans egenskaber på banen har altså nu resulteret i en professionel kontrakt.
”Han har bevist overfor os, at han er værd at satse på. Han er godt bygget – næsten to meter høj – og så har han en fantastisk udstråling. Han skal indgå i et team med vores andre dygtige målmænd, og det ser lovende ud. Så er det op til vores målmandstræner Mikkel Drexel at få dem gjort endnu bedre,” udtaler sportschef Peter Lassen.
Kontrakten har også bragt det store smil frem hos det lovende målmandstalent: ”Det føles rimelig cool, og det er fedt at Hvidovre tror på mig. Jeg ser frem til at udvikle mig sammen med den her trup,” siger Alfred Maslen.
Maslen og resten af truppen rejser i morgen på træningslejr, hvor de skal arbejde sig frem mod sæsonens første kamp mod HB Køge. Kampen spilles på Pro Ventilation Arena fredag d. 19. juli kl. 19.00. Du kan allerede nu sikre dig dine billetter her.