Sydbank-pokalen: Hvidovre maste Herstedøster IC

10. august 2021 - Hvidovre Fodbold

Det var blevet tid til første runde i Sydbank-pokalen, og HIF tog derfor en tur ud til naturskønne Herstedøster, for at møde IC fra byen. Det skulle dog hurtigt vise sig, at der var tre rækkers forskel i Hvidovre's favør. Blot to minutter er spillet, da Magnus Fredslund lægger et godt indlæg bagest i feltet, til Lasse Brandt, som header på tværs til Mikkel Brydensholdt, som med hælen, og ryggen til målet, sender bolden på overliggeren. Så var stilen lagt. Og i det 9. minut, må Herstedøster kapitulere. Magnus Fredslund modtager bolden omkring 20 meter udenfor feltet, han hugger til, og bolden brager i mål, uden for målmandens rækkevidde. 10 minutter senere er det igen Fredslund, der sender en bold fladt i feltet, og her sætter Andreas Kiel Smed en behersket inderside på, og fordobler målscoringen. Blot to minutter senere bliver HIC's forsvar flået fra hinanden, og denne gang er det Marcus Lindbergs tur, og han sparker sikkert ind. Herefter går HIF lidt ned i tempo, og en blunder i HIF-forsvaret, med en alt for svag tilbagelægning til Filip Djukic, bliver opsnappet af HICs Jacobus A. C. Castelijns, og han kan reducere føringen. Nu stod man lidt og frygtede, at HIC skulle få ny luft, og HIF ikke kunne tvinge sig selv op i gear igen. Det bliver lidt sådan i resten af halvlegen, men HIC bliver aldrig rigtigt farlige.

I anden halvleg skal der et straffespark til, for at sætte gang i HIF igen. Et gennembrud i feltet, bliver ureglementeret stoppet, og dommeren peger på pletten. Lindberg sættes til at sparke, og han trækker målmanden til den ene side, og sætter behersket bolden ind i den anden. Herefter er det som om gassen går helt af ballonen for HIC, men de holder dog stand 10 minutter mere. 19. minut en ripost på en redning fra HICs målmand, havner hos Lasse Brandt, og så er stillingen 1-5. Minuttet senere bliver HICs forsvar totalt udspillet, og Marcus Lindberg gør det, med sin 3. scoring til 1-6. Så er der 10 minutters "pause", og så vil Fredslund lege med igen, da han gør det til 7-1 til HIF. 5 minutter senere, får HICs Carl Matthäi Leland sit andet gule kort, og så er det farvel og tak. Frisparket er et par meter uden for feltet i venstre side, og Marc Nielsen sparker kort til Magnus Fredslund. Han tager et par træk, og så, stadig uden for feltet, sparker han ind over HIC-forsvarerne, og stillingen er nu 8-1 - og endnu et hattrick. I kampens allersidste minut, kan Matti Lund så fuldende, da han gør det til 9-1.

Alt i alt en fin sejr, hvor HIF gjorde det, de skulle, og nu venter Nørrebro i næste runde.

Cheftræner, Per Frandsen: Synes det er en god kamp. Det er jo sådan en, hvor man har alt at tabe, hvis ikke man holder koncentrationen, men det var flot af drengene, at de kunne holde dampen hele kampen. Vi havde et par stykker, som ikke har spillet i lang tid, og derudover også tre debutanter, så det var fint.