23-årige Jagvir Singh har netop sat sin underskrift på en toårig aftale med Hvidovre IF. Singh har tidligere slået sine folder for Brøndby IF, Aarhus Fremad og senest FC Fredericia.
Sportschef Peter Lassen glæder sig over den nye tilgang: ”Jeg må sige, at det er lidt af en drømme spiller vi får ind i truppen. Singh har mange gode kvaliteter. Han sparker godt, er hurtig og har et fodskifte, som man sjældent ser.”
Singhs potentiale er sportschefen heller ikke i tvivl om: ”Han kan gå direkte ind i start elleveren. Hans favorit plads er helt klart på kanten, hvor vi kommer til at få meget gavn af ham.”
Tidligere i transfervinduet hentede vi Frederik Høgh, som har spillet side om side med Jagvir Singh i Aarhus Fremad. ”Som spiller er han driblestærk og en chanceskabende spiller. Jeg ved, hvad han kan, og at han er dygtig, så jeg tror han kommer til at passe rigtig godt ind i Hvidovre – både på og udenfor banen,” siger Høgh om hans nye holdkammerat.
Jagvir Singh kan få debut allerede på lørdag, når vi spiller på udebane mod Hobro. Har du ikke allerede sikret dig din billet til busturen, kan du gøre det her.
Vi ønsker Jagvir Singh velkommen i familien.