Fredericia lagde bedst ud, og pressede Hvidovre-mandskabet gennem de første små 20 minutter. Men Hvidovre-forsvaret stod kompakt, og afviste alle tilløb. Langsomt kommer HIF længere frem, og i det 15. minut, forsøger Nicolaj Bak Johannesen at følge sidste weekends succes op, med et langskud, der smyger sig lige uden om den fjerneste sammenføjning. To minutter senere har Hvidovre et frispark en halv meter uden for feltet, i venstre side og Magnus Fredslund forsøger sig, men sparker i opdækningen. Returen ryger ud til Nicolaj Johannesen, og også han sparker ind i FCF-spiller, og returen ryger denne gang til Nicolaj Agger, som til sidst sparker tæt uden om den fjerneste opstander. I det 29. minut sender Nicolaj Agger et indlæg i feltet fra højresiden, den rammer en FCF-forsvarer og er ved at sejle ind over målmanden, men han når op og får grebet. Og bare minuttet efter lægger Emil Vatani højt i feltet, Nicolaj Agger er kommet frem, men sparker lige ved siden af stolpen. I halvlegens sidste minut får HIF lagt et godt pres. Louka Andreasen snyder sin oppasser og går til baglinjen, hvor han får lagt godt ind over, men lidt for langt, så den ryger modsat til Kim Aabech, der tager bolden ned og spiller baglæns til Fredslund, som forsøger et gennembrud, men det bliver for langt og løber ud til målspark. En ganske udmærket første halvleg af Hvidovre-mandskabet, som, efter de første 20 minutter, får skabt de største muligheder og chancer. Fredericia forsøger sig med hurtige opspil, men bliver stoppet af et godt spillende forsvar.
Anden halvleg starter ligesom første, med Fredericia mest på bolden. De får en stor chance i det 54. minut, men Oliver Korch kommer godt ned, og parerer til hjørne. Dette sendes i det lille felt, hvor Korch bliver presset, og FCF får sendt bolden højt ind under overliggeren. Korch kommer dog glimrende op, og vipper til endnu et hjørne. Efter dette holder FCF presset, og får endnu et hjørne ud af det i højresiden. Dette sendes helt over modsat, og lidt tilfældigt ryger bolden tilbage til venstresiden, hvor der forsøges et fladt indlæg, men dette får Korch foden på, og sendt op ud til indkast. I det 71. minut er det så Hvidovres tur til næsten at score selvmål, da kommunikationen smutter i forsvaret. Thomas Sørensen får ramt bolden, så den ryger ind over Korch, men også forbi målet til endnu et hjørnespark til Fredericia. I det 79. kunne Stefan Nygaard være blevet matchvinder, da han får hovedet på et højt indlæg, men desværre i hænderne på målmanden. Louka forsøger sig i det 85. minut med et langskud som Fredericias målmand er nødt til at bokse væk, men yderligere kommer der ikke ud af dette. Herefter virker det som om begge mandskaber er tilfredse med 0-løsningen, så her slutter det. Igen har HIF god ære af kampen, og formår at afholde Fredericia fra scoringer. Med lidt held kunne det være blevet til en enkelt eller to pinde.