Det var noget af en gyser-søndag i Nordicbet Ligaen. Hvidovre til Roskilde, Helsingør til Silkeborg og Lyngby til Thisted. Rent umiddelbart så det "nemmest" ud for Hvidovre IF, men man må sige, at spændingen blev bevaret til 89. minut. I de to foregående opgør mod Roskilde, spillede HIF nok de dårligste kampe i denne sæson, og med to nederlag til følge. Med den tætte bundstrid in mente, kunne det dog godt blive en overordentlig svær opgave. Men umiddelbart ville HIF det anderledes. Trods en meget tæt 1. halvleg, hvor ingen af holdene gav noget væk, var det, synes jeg, dog alligevel HIF, der havde et lille overtag. I det 8. minut sendes Stefan Nygaard afsted, men kort inde i feltet, da han skal afslutte, hænger han fast i den ualmindeligt tørre bane, og Roskildes målmand kommer ud og blokerer. Blot tre minutter senere sendes en lang bold afsted til Lirim Qamili, som et par meter inde i feltet, spiller bagud til Nicolaj Agger, der afslutter, men snittes af en FCR-mand til hjørnespark. Her kommer Qamili højest ved nærmeste stolpe, men han header desværre over. To minutter senere kommer kampens, ind til nu, største chance, da Agger flot finder Stefan Nygaard med en høj tværaflevering i feltet, han firsttimer, men Roskildes målmand hiver en glimrende redning, og sender bolden til et resultatløst hjørnespark. Så går der små 25 minutter, hvor begge hold kæmper om at få overtaget. I det 36. minut sender Agger, Rasmus Louie afsted fra midten, ind bag Roskildes forsvar, og Louie trækker straks mod målet. Desværre kommer Roskildes målmand ud, og blokerer Louies afslutning. Og så i halvlegens sidste minut, er det så Roskildes tur, men hovedstødet tæt under mål, heades væk på stregen.
Alt i alt, en første halvleg, som HIF kan være, om ikke fuldt tilfreds med, så i hvert fald noget derhen af, på god fight, og et par store chancer, og havde nok burde gå til pausen med en smal føring.
Anden halvleg er blot to minutter gammel, da HIF får en kæmpe mulighed, hvor bolden løftes i feltet, og Nygaard firsttimer - igen - men målmanden gør sig bred, og redder til hjørnespark. Det næste kvarter bliver en gentagelse af første halvleg, hvor begge hold forsøger at få overtaget, og med HIF som meget småt dominerende. Og så sker det, som så ofte før. En løs bold sendes i HIF-feltet, og markeringerne tabes lidt i FCR's pres, og så står Andreas Bruus fri et par meter inde i feltet, og med et fladt spark, bringer han Roskilde i front. I det 66. minut får HIF så endelig bolden i nettet, efter et fint fladt frispark på højrekanten, lige uden for feltet, fra Rasmus Louie, men linjedommeren har vinket for offside. Jeg kan ikke sige så meget, men fra min vinkel, ligner det, at Roskilde har en mand stående på stregen, hvorfor at offsiden skulle være tvivlsom. Jeg må dog lige se videoen fra Hvidovre Avis, for at være sikker, og kommer derefter med en opdatering, skulle den være korrekt nok. Men annulleringen får dog ikke HIF-spillerne til at give op, og der presses på for en udligning. Den kunne komme i det 80. minut, hvor Roskilde bliver totalt overspillet, men Nicklas Schmidt får ikke nok fart på afslutningen, og Roskildes målmand når tilbage og holder fast. 4 minutter før ordinær tid, får HIF endnu et hjørnespark, og det sendes godt i det lille felt, hvor der afsluttes tæt under mål, men endnu en gang hiver Roskildes målmand en fremragende redning, og giver et nyt hjørnespark. Og så, kommer endelig forløsningen i det 89. minut. HIF får tilkæmpet sig et hjørnespark, og det giver et kæmpe klumpspil inde foran Roskildes mål, og mellem venner og "fjender", dukker Malthe Kiilerich op, og med en "lang tå", udligner han Roskildes føring. To minutter inde i overtiden kunne HIF have taget sejren, men desværre får Roskilde afværget.
Et rigtigt godt point i Roskilde, og qva resultaterne i Helsingør og Thisteds kampe, er HIF stadig over stregen. Både Helsingør og Thisted bragte sig i front, og gjorde spændingen voldsomt stor, men heldigvis får Silkeborg udlignet, og Thisted får en overraskende sejr over Lyngby, hvilket gør, at der stadigvæk er to point ned til stregen, hvor Thisted overhalede Helsingør.
Cheftræner, Per Frandsen: Det holdt meget hårdt, men det var dejligt at vi fik det ene point - og fuldt fortjent. En kæmpe ros til drengene, som kæmpede fantastisk. Vi har mange chancer, men Roskildes målmand stod formidabelt. Men det er mentalt vigtigt, at vi viser, at vi kan komme tilbage i sådan en kamp, og vi bliver ved med at køre på, og viser at vi tror på det.
Update d. 29-4-2019: Der står ikke nogen Roskildespiller på stregen, ud over målmanden, men det er svært at se om Frederik Emil Andersen er i en strafbar offside-position, da Louie sparker. Det er under alle omstændigheder ikke mange centimeter, der kan være tale om.